Noget personligt

Der er efterhånden nogle stykker, der har spurgt om de ikke gerne må læse, hvad det er jeg skriver på lige nu. Jeg har forsøgt at søbe det ind i “Jamen det er ikke færdigt” og “Selvfølgelig, men jeg får nok ikke lige tid til at sende det” og alt muligt andet bla bla bla, der ikke passer. For nej, du må faktisk ikke læse det. Ikke lige nu, i hvert fald. Om du nogensinde må? Godt spørgsmål. Hvis det ender med aldrig at blive udgivet, bliver det nok et stort “nej tak” herfra. Hvis det ender med at blive udgivet, så må du købe en bog selv. Eller være så meget ‘inner circle’ at du får et signeret eksemplar bare fordi du er dig. Høhø så så man lige mig være alvorlig og selviscenesættende.

Nåmen hvorfor ikke, kunne du så spørge? Fordi 1) det er mit arbejde og 2) fordi det er mere personligt end nærmest noget som helst andet og 3) jeg vil helst ikke præges for meget af andres feedback, før det er færdigtfærdigt.

Jeg ved, jeg kan skrive. Spørgsmålet er om jeg kan skrive sammenhængende og prosaisk nok til at nogen andre end mine nærmeste synes det er spændende. Spørgsmålet er også i rigtigt mange tilfælde “hvorfor vil du læse det?”. Er det fordi, du har en ægte interesse i min skrivning, er det for at få en lille mulighed for at pege en finger, hvorfor? Ja, det lyder lidt halvparanoidt, men det er jeg også halvdelen af tiden, så det giver fint mening.

Nej, sagen er, at det her er noget, jeg har arbejdet med længe. Det er ikke noget, jeg bare holder op med. Det er mit hjerteblod. Jeg skriver hver dag. Muligvis ikke smukt og muligvis ikke publiceringsværdigt, men jeg forsøger. Jeg gør mit bedste. Jeg arbejder på det hver eneste dag. Det er der ingen, der skal pisse på, før jeg ved om det er noget. Om det kan bruges. Om min hjerne rent faktisk kan skabe noget, der er værd at læse for andre.

Så nej: du må ikke læse det. Ikke endnu. Dixi.

In other news: har stadig ingen stemme efter søndagens Lady Gaga-koncert. Havde en fest. Havde aldrig troet at synet af en voksen kvinde, der leger med bamseenhjørninger nærmest kunne få mig til at græde, men det kunne det. Har ondt i benene pga. alt for meget dans på lægterne. Er åbenbart blevet 6.000 år gammel siden sidst jeg kiggede. Til gengæld tissede jeg i en busk i Fælledparken på vej hjem, så helt olding er jeg vist ikke endnu.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , | 1 kommentar

Københavnere på græs

Københavnere er på visse områder et lidt sælsomt folkefærd. Temperaturen skal ikke være mange grader over 15, før vi griber tæpper, venner og drikkevarer og finder en tør plet græs, hvor vi kan nyde de stråler, solen er så barmhjertig at give os. Vi higer efter udelivet, vi flokkes i Kongens Have, på Dronning Louises Bro og på Amager Strand så snart vi kan, og det ændrer hele byens puls. Der er noget utroligt oplivende og beroligende ved at opleve glade mennesker, der bare nyder at være på græs og hygge sig med en øl og noget grill.

Halvdelen af året tilbringer vi i en mørk fangekælder, vi kalder vinterhalvåret. Nogle vintre er der sne i gaderne fra oktober til marts, så når solens spæde stråler trænger igennem og giver noget velfortjent d-vitamin og tørt græs, så er vi der! Kan godt være vi skal have 4 sweatre og et tæppe om livet, men vi bevæger os ud og suger det til os! Vores ansigter bliver mere åbne, vi griner mere og vi kåres igen og igen til verdens lykkeligste folk. Muligvis fordi undersøgelsen som regel foretages i sommerhalvåret.

Men hvem kan også bebrejde os, når himlen bejler til os, som den bejlede til mig til aften og sender de smukkeste pink striber hen over skyerne og viser mig, der er skønhed?

Amager Strand ca. 20:45

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Eksistentiel angst

Uha, det er et godt emne. Angst. Mmmmh. Eksistentiel angst er endnu bedre. Den der lille angst i maven, der lammer hjernen, åndedrættet og følelserne og gør én til et brændt barn, der rokker frem og tilbage, fordi lige dén bevægelse skaber tryghed. Angst for livet, angst for økonomien, angst for karrieren, angst for kærligheden, angst for succes, angst for fiasko, angst for det hele.

Jeg lider vist mest af sådan en god blanding af det hele. Selvom jeg arbejder ret meget på noget skrivning lige for tiden, så er jeg slet ikke sikker på, jeg tør sende det ind, når tiden kommer. For tænk nu, hvis nogen synes det er godt?! Det er jo håbløst at gå rundt og være selvsikker på så mange andre punkter end dem, der betyder noget. Alle har altid sagt, jeg skriver godt. Jeg synes faktisk også ofte selv, det er ganske udmærket. Men derfra og så til at turde sende noget ind til et helt ægte forlag? Det er sgu da farligt! Både hvis de synes det er godt, men også hvis de synes det er skidt. Er det automatisk fail? Gu er det da røv. Det er stadig et værk, man har skrevet, og der bliver fandme udgivet masser af lort, der bliver succes, så det behøver ikke betyde noget. Det kan også være, man bare ikke har ramt lige dér.

Karrieremæssigt går intet som det skal. Det overlever jeg nok, fordi det må og skal jeg jo. Venskabsmæssigt kører det hele, jeg har intet at brokke mig over, og i særdeleshed ikke i disse dage, hvor min hjerne står i flammer, og min eksistentielle angst er triggered to the max. På boligfronten er jeg alene igen, idet min roomie netop er flyttet, fordi verden og livet kalder i en helt anden landsdel. Det er meget mærkeligt at være her helt alene, og det er tydeligt, der mangler indhold i lejligheden. Oh well, der kommer nok et nyt bekendtskab ind af døren på et tidspunkt. Vær velkommen.

Jeg er på ingen måde opgivende, jeg er uforstående og spørgende, men der er også langt til opgivende derfra. Jeg skal nok overleve, også selvom jeg er på “dagpengelidelsen” og må klare mig for mindre end jeg ønsker. Jeg søger i vildskab og overalt. Jeg vil arbejde. Jeg vil jeg vil jeg vil. Og gerne lige nu og her.

Jeg er træt, det kan vist godt mærkes. Jeg har intet andet end tøjvask at stå op, og det trækker ikke sådan synderligt meget. Vejret kunne selvfølgelig også være en undskyldning for at stå op, og man skulle jo være et skarn, hvis man ikke udnyttede sommeren i København, når muligheden endelig er der. Det kunne også være, jeg skulle se at gøre alvor af de resterende 5-15 kg. jeg mangler at tabe, så jeg kan blive normal. Altså normalvægtig. Tror aldrig jeg bliver sådan helt normal. Jeg løb en tur på 7 km. i går. Måske lidt ekstremt, når jeg normalt ikke løber, men jeg har hverken haft ondt i benene eller andre steder, og med den ekstreme uge, jeg havde i sidste uge, så tænkte jeg at en løbetur ikke var verdens dårligste idé. Jeg kunne selvfølgelig også bare cykle, det ved man da i hvert fald hvad er, og det har jeg endnu ikke fået men af.

Hvis og hvis og hvis og hvis – min røv er absolut ikke spids. Men jeg kommer i hvert fald aldrig op, hvis jeg ikke går i seng, så min rant slutter her, og så må jeg forsøge at skabe lidt ro i det der hoved, der arbejder på højtryk det meste af tiden. Måske giver jeg endda et fingerpeg om hvad det lige er, jeg skriver på. Måske. Jeg kan intet love.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Ender som subsistensløs, forhutlet sut

Og det gør jeg bare, hvis ikke nedenstående snart får gang i at redde min karrierekarma.

Ja, i virkeligheden er det kun mig selv, der kan ændre noget. Men visse ting er ude af mine hænder.

Nogle gange ønsker jeg mig en stor fed sten, jeg kan begrave mig under til dommedag kommer. Ikke at jeg tror på dommedag, men på et eller andet tidspunkt skal lortet vel slutte? Eller hvad?

Ååååååååååååååååååh suk!

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Sommerfugle en masse i maven

Nyt job begynder i morgen. Jeg skal møde kl. 10 og har besluttet at tage bussen. Jeg har en hel sommerfuglekoloni i maven, men tror egentlig ikke, der er grund til det, det er vel sådan set bare på sin plads. Juli måneds elendighed på jobfronten kan glemmes, og jeg kan se fremad. Det er så dejligt!

Det er noget helt andet end jeg er uddannet i, men sådan er virkeligheden, og så må jeg bare få det bedst mulige ud af det. Jeg glæder mig i hvert fald utroligt meget til at komme rigtigt i gang, det betyder meget for mig.

I går var jeg til gallapremiere på Woody Allens nye film med Saloh, og det var en superdejlig aften; dels kan Woody Allen altså virkelig stadig noget med et kamera og dels nød vi aftenen bagefter med en kaffe og snak før regnen drev os hjem.

I dag fik jeg genoptegnet tapiren på min højre overarm de få steder, Linda mente den trængte til en streg mere. Jeg kunne ikke selv se det før, men nu kan jeg. Sjovt nok er jeg mere øm efter 10 minutter under nålen i aften end da den blev lavet, men det skulle være helt normalt. Er stadig SÅ glad for Ingeborg (ja, det kalder jeg den) så lidt ømhed er til at leve med.

Må hellere lige få styr på sommerfuglefarmen til i morgen, så jeg kan møde frisk, veludhvilet og klar på at være voksen og parat til at indgå i A-menneskenes liv igen.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

Noget om døgnrytmer

Jeg er B-menneske. Nogle alternativt begavede mennesker fortalte mig engang, at det er fordi jeg er født om aftenen. Det tror jeg ikke en skid på. Jeg tror bare, jeg er et af de der mennesker, der bare fungerer bedst om natten. Kreativiteten kører på fuldt blus, jeg skriver og skriver og skriver (og det meste virker) og læser og læser og læser og har en fucking fest. Jeg vil ikke lægge skjul på, at et perfekt liv for mig ville være et, hvor jeg kunne gå på arbejde om natten, sove til 12-13-stykker og så fremdeles. Jeg er virkelig bare B-menneske, og det er røvsvært at få resten af samfundet til at indstille sig på. Så det jeg gør er at leve om natten, når jeg har fri og så indstille mig selv på resten af samfundets døgnrytme. Det er jo sådan set fair nok, og der er en masse fornuft i at udnytte døgnets lyse timer, særligt her i Skandinavien, hvor de om vinteren er få.

Sådan kan man også gro spørgsmål i min hjerne

Jeg er arbejdsløs frem til d. 1. Hvad har jeg lavet i den periode, spørger du måske? Jamen jeg har fx finskrevet små 250 siders romanidé og dialog. Jeg har set film, serier og dokumentarer, jeg har læst utallige artikler på nettet, korrekturlæst og kommenteret et speciale på 170 sider, læst et par bøger og bare hygget mig.

Det virkelige liv med et fast arbejde begynder lige om lidt, og det betyder, at jeg må få omprogrammeret den der hjerne, så den ikke tror på, den først skal sove kl. 6. I dag er all-out fail på dét punkt, for jeg skal jo faktisk først noget kl. 13. På Nørrebro. Ahem. Klokken er pt. 01:32. Og jeg er ikke en skid træt. Jeg er wired, jeg har skrevet og hørt musik og set Beverly Hills 90210 (ja, jeg er lam i hovedet, men jeg elsker det). Lige nu er Susan og Brandon fanget i en elevator med en fødende kvinde (ja, kvinder går jo altid i fødsel under de mest idiotiske forhold), Val og David barsler med idéen om at knalde for første gang, og Rays psykolog har lige frarådet Donna nogensinde at have noget med ham at gøre igen. Right, det kunne ingen jo regne ud. Mænd, der slår, er da virkelig værd at samle på.

Min døgnrytme versus resten af verdens

Nåmen i morgen skal jeg i sidste tur rundt i dagpengelands manege for denne gang, og dét sætter jeg godt nok pris på. Fuck nu jer i det system, der ca. er det mindst fleksible, jeg nogensinde har hørt om. Når det møde er overstået, skal jeg bruge min energi på at få en normal døgnrytme op at køre igen. Det tager som regel en uges tid at vende den på hovedet (eller normalt, egentlig…), så det regner jeg med, det også tager at få den retur. D.1. møder jeg kl. 10. 30 dage senere sætter de en rigtig månedsløn ind på min konto. Ja tak!

 

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Just add friends

Verden er et godt sted i dag. Et rigtigt godt sted.

Det lyder meget kollegieagtigt at have en veninde-sleep-over, men det er egentlig også meget passende, eftersom vi for næsten 8 år siden mødtes første gang på et kollegium. Ups and downs og 8 år senere går det sgu meget godt. Og i dag blev jeg vækket med varm kaffe og rosin/kanelbagels og det er fandme noget, et madorgel som mig, kan bruge til noget.

På cykelturen hjem havde jeg en sang kørende i hovedet 🙂

Den sol, der har været så irriterende fraværende denne sommer, var pludselig fremme. Og så er min by altså dejlig. Københavnscrushet står i lys lue og det vrimler med folk i gaderne. De smiler alle sammen, og mavefornemmelsen er igen helt rigtig. Det hjælper naturligvis at have 6 kilometers grøn bølge gennem byen og nærmest ikke have lyst til at køre hjem og gå i bad og skifte tøj, fordi byen bliver så pæn og dejlig, når solen skinner. Folk bliver pæne og dejlige. Og ja, jeg lyder som om jeg har taget noget. Jeg har fået et skud endorfin af en lækker aften, en lækker cykeltur hjem og af den dejlige sol, der forhåbentlig bliver hængende lidt længere, så vi også kan komme ud i den i morgen, hvor Miss Mukupa og Wafande spiller på Nemoland og tvinger smilene frem.

Happy go lucky på mit humør!

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar