Fabeltastisk fiktion

Udvalgte bidder fra skatkisten. Stay tuned. Jeg lover at opdatere (relativt) ofte.

Jeg læser meget og kan rigtigt godt lide at anmelde og anbefale (eller fraråde) litteratur. Rent fagligt er det en udfordring og personligt er det sjovt, givende og spændende.

Audrey Niffenegger, The Time Traveler’s Wife (2003)

Denne roman fortsætter med at være en af mine største læseoplevelser. Niffenegger formår at skabe et univers, hvori tidsrejse (!) accepteres som normalt og konventionelt. Inden for en overnaturlig ramme fortælles en smuk kærlighedshistorie om Clare og Henry, der mødes via tidsrejse mange gange før de mødes i virkeligheden. Forvirret? Det er der ikke grund til. Henry rejser frem og tilbage i tid og møder Clare første gang som 36 hvor Clare er 6. I virkeligheden bliver de gift, da Clare er 22 og Henry 30. Clare har således kendt ham længere end han har kendt hende, og har for længst accepteret længsel, savn og fravær som en del af deres fælles liv. Henry selv har langt sværere ved at acceptere sin manglende kontrol over tidsrejserne og over at forlade den, han elsker uden varsel.

Over årene og over rejserne frem og tilbage vokser deres kærlighed som en umulig blomst, der gødes af fraværet. Niffenegger har en helt speciel evne til at beskrive deres kærlighed, der trods virkeligt dårlige odds forbliver stærk og vokser. Det var nærmest magisk for mig at læse denne roman både første, anden og tredje gang. Evnen til at repræsentere og beskrive en uforfalsket og stærk samhørighed trods virkeligt usædvanlig modgang er beundringsværdig.

Tid og sted ophører i fortællingen, der fortælles fra hver persons side, så det aldrig bliver ensidigt. Det er fabelagtigt velskrevet og jeg er fortsat imponeret over iscenesættelsen af tidsrejse, der aldrig bliver kunstig eller unaturligt. Det er blot en ramme for en kærlighed uden grænser.

Audrey Niffenegger, Her Fearful Symmetry (2009)

Eftersom jeg havde læst The Time Traveler’s Wife længe før denne roman udkom, var jeg noget ængstelig, da jeg begyndte at læse denne roman. Det skulle vise sig at være helt uden grund, da Niffenegger ikke er et one-hit wonder. Hendes pen har en helt utrolig evne til at skabe billeder og stemninger, og hvis The Time Traveler’s Wife var smuk og ufattelig er denne roman uhyggelig, ufattelig og let i sin tyngde.

Dødens natur og måden, vi omgås døden på, er omdrejningspunkterne (blandt andet) i denne roman, der også går ind i måden, vi betragter afdøde og deres plads i tid, sted og rum trods deres fravær.

Romanen drejer herudover om tvillinger og den forbundethed, der af omverdenen opfattes som perfekt og komplet, men som i den oplevede virkelighed kan være nok så fragmenteret og uperfekt som alle andre menneskers forhold. I det uperfekte skabes det perfekte ofte, da det er uforfalsket og uforstillet og dén balance mestrer Niffenegger utroligt godt i sin skildring.

Hendes magiske realisme og dykken ned i helt sorte og abstrakte emner er virkeligt interessant og pirrende for fantasien, der har rigeligt at gøre i hendes fiktion. Jeg er dybt imponeret over måden, hun iscenesætter og italesætter de følelser og stemninger, de fleste af os kun drømmer om at kunne verbalisere bare nogenlunde sammenhængende.

Toni Morrison, Beloved (1987)

Dette er endnu en roman, der har en fantastisk første linje: “124 was spiteful”. I et gribende opgør med slaveriet i USA og dets eftervirkninger ophæver Toni Morrison grænserne mellem liv og død, mellem virkelighed og fantasi og mellem det forståelige og det ubegribelige.

I en vanvittig flugt fra slaveriet drives Sethe til at myrde sit næstyngste barn, Beloved, der herefter hjemsøger hende og hendes hjem i et besynderligt krydsfelt mellem kærligt hævntogt og hadefuld forsoning. I dette ikke-liv venter Sethe på ro, tilgivelse og udfrielse fra de plager, der hjemsøger hende i krop og sind.

Sethes skam følger hende overalt; i Beloveds tilstedeværelse, i de ar, der skæmmer hendes krop, i de minder, der ødelægger alt og i erkendelsen af at hun fejlede som mor, som hustru og som kvinde. At omstændighederne i hendes liv skubbede hende ud i en utilgivelig handling er på ingen måde noget, hun anerkender; at Beloved var blevet tvunget tilbage til en skæbne værre end døden spiller ingen rolle i forhold til at komme videre, fortælle historien og at finde en ægte stemme.

Beloved er en åbenbaring at læse. Frygteligt hård og ubarmhjertig, men så velskrevet og poetisk i al sin gru og opgøret med fortidens skam er ikke kun nødvendigt, det er altafgørende og Toni Morrisons måde at gå i dialog med og gøre op med fortidens forbrydelser er betagende, uhyggeligt og så besættende, at det er en kropslig såvel som mental oplevelse at give sig i kast med denne roman, der helt fortjent fik Pulitzerpris og Nobelpris.

Octavia E. Butler, Kindred (1979)

For nu at blive i det overnaturlige element, vil jeg anbefale denne roman, der er dels science fiction, dels plantagelitteratur. Hovedpersonen Dana tvinges pludselig tilbage til fortiden, da hendes (hvide) forfader er ved at dø. Hendes opgave er at redde hans liv – og altså også sit eget liv i fremtiden.

Dana er sort, fortiden er midten af 1800-tallet, stedet er de amerikanske sydstater. Problem? Åh ja. Dana er ikke alene en pludselig nyankommen, hun er sort, kvinde og ikke fri og hun aner ikke hvordan hun skal komme tilbage til sin egen tid, hvorfor hun trækkes tilbage til en fortid, hun ikke anede eksisterede i slægtstræet.

Som nævnt trækkes Dana tilbage til fortiden, når hendes forfader er i livsfare. Hendes eneste opgave er at redde hans liv. Nogle gange er hun kun fanget i fortiden i få timer. Andre gange går der adskillige år, før hun får lov at returnere til sit rigtige liv. Måden, hun kan vende tilbage på er direkte modsat måden, hun bliver hevet tilbage i tid på: hendes liv skal være i fare (eller hun skal tro, hun er ved at dø). Interessant måde at skrive Danas egen dødelighed ind i plottet på, der rent faktisk også fungerer.

De svageste dele af romanen er ikke sci-fi-plottet, men derimod de dele, der beskriver Danas oplevelser som slave i 1800-tallet. Autenticiteten er nærmest ikke-eksisterende og de fleste bemærkninger og beskrivelser er generaliserende og “kopier” af reel plantagelitteratur (fx Harriet Jacobs’ Incidents in the Life of a Slave-Girl fra 1861 (det år, borgerkrigen brød ud, ja).

Det er dog på ingen måde en dårlig roman. Præmissen og rammen fungerer tilfredsstillende. Sproget er fint og velafbalanceret mellem beskrivende og fortællende og Butler rammer en fin nerve i måden, hun fortæller sin historie, og hun yder et bidrag til det vigtige opgør  med slaveriet, der har optaget megen kunst. Særligt fokus har hun naturligvis på den genetiske samhørighed mellem sorte slaver og hvide ejere, der er en (beklagelig) del af måden, de sorte slaver blev behandlet og betragtet.

Spændende roman med et medrivende plot og en helt særlig præmis.

Jane Austen, Pride and Prejudice (1813)

I mine øjne Austens hovedværk, der indledes elegant og med bravour med følgende sætning “It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife”. I den ene velkomponerede sætning losser Austen døren op til en roman, der ikke alene tegner et smukt og følelsesfyldt billede af en tid, men også indleder en diskursiv gennemgang af måden, mænd og kvinder evalueres og måles.

Centralt i romanen er Elizabeth Bennet, der er en stærk, meningsfyldt og relativt bramfri kvinde, der (heldigvis for hende) har en fornuftig far, der har opdraget sine døtre til at deres hjerner er andet og mere end blot kroppens kontrolcenter.

Hendes mor er en helt anden sag. Pyntesyg, forlystelsessyg, hysterisk og krakilsk – men alt i den bedste mening. Den bedste mening er, i dette tilfælde, at få bortgiftet døtrene til velhavende mænd, der kan sikre forældrenes videre eksistens foruden døtrenes egen (kvinder kunne ikke arve deres fædre på dette tidspunkt og et godt giftemål var lig med social sikring).

Over en periode føler man hvordan Elizabeth Bennet slår sig på opdragelse, manerer, kærlighed, fordomme og meget andet og lærer sig selv rigtigt godt at kende. Samtidig er det et fint indblik ind i en kvindeverden, der har helt snævert fokus på familien, det gode giftemål og måden, hvorpå man opfører sig korrekt.

Det er en klassiker af en grund og elegancen og den fine måde, Austen turnerer sin historie på, er til at blive grundglad af. Mr Darcy (som jeg først nævner nu af en grund) er en af de mest velskrevne mænd i fiktionens verden. Hans ulmende, stærkt stolte fremtoning er en særdeles valid grund til at kaste sig over denne fine, fine perle hvis man endnu ikke har gjort det, og kan i al rimelighed suppleres med BBC’s serie fra 1995 hvori Colin Firth gør det ualmindeligt lækkert som Darcy.

Reklamer

Sig noget

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s