Eksistentiel angst

Uha, det er et godt emne. Angst. Mmmmh. Eksistentiel angst er endnu bedre. Den der lille angst i maven, der lammer hjernen, åndedrættet og følelserne og gør én til et brændt barn, der rokker frem og tilbage, fordi lige dén bevægelse skaber tryghed. Angst for livet, angst for økonomien, angst for karrieren, angst for kærligheden, angst for succes, angst for fiasko, angst for det hele.

Jeg lider vist mest af sådan en god blanding af det hele. Selvom jeg arbejder ret meget på noget skrivning lige for tiden, så er jeg slet ikke sikker på, jeg tør sende det ind, når tiden kommer. For tænk nu, hvis nogen synes det er godt?! Det er jo håbløst at gå rundt og være selvsikker på så mange andre punkter end dem, der betyder noget. Alle har altid sagt, jeg skriver godt. Jeg synes faktisk også ofte selv, det er ganske udmærket. Men derfra og så til at turde sende noget ind til et helt ægte forlag? Det er sgu da farligt! Både hvis de synes det er godt, men også hvis de synes det er skidt. Er det automatisk fail? Gu er det da røv. Det er stadig et værk, man har skrevet, og der bliver fandme udgivet masser af lort, der bliver succes, så det behøver ikke betyde noget. Det kan også være, man bare ikke har ramt lige dér.

Karrieremæssigt går intet som det skal. Det overlever jeg nok, fordi det må og skal jeg jo. Venskabsmæssigt kører det hele, jeg har intet at brokke mig over, og i særdeleshed ikke i disse dage, hvor min hjerne står i flammer, og min eksistentielle angst er triggered to the max. På boligfronten er jeg alene igen, idet min roomie netop er flyttet, fordi verden og livet kalder i en helt anden landsdel. Det er meget mærkeligt at være her helt alene, og det er tydeligt, der mangler indhold i lejligheden. Oh well, der kommer nok et nyt bekendtskab ind af døren på et tidspunkt. Vær velkommen.

Jeg er på ingen måde opgivende, jeg er uforstående og spørgende, men der er også langt til opgivende derfra. Jeg skal nok overleve, også selvom jeg er på “dagpengelidelsen” og må klare mig for mindre end jeg ønsker. Jeg søger i vildskab og overalt. Jeg vil arbejde. Jeg vil jeg vil jeg vil. Og gerne lige nu og her.

Jeg er træt, det kan vist godt mærkes. Jeg har intet andet end tøjvask at stå op, og det trækker ikke sådan synderligt meget. Vejret kunne selvfølgelig også være en undskyldning for at stå op, og man skulle jo være et skarn, hvis man ikke udnyttede sommeren i København, når muligheden endelig er der. Det kunne også være, jeg skulle se at gøre alvor af de resterende 5-15 kg. jeg mangler at tabe, så jeg kan blive normal. Altså normalvægtig. Tror aldrig jeg bliver sådan helt normal. Jeg løb en tur på 7 km. i går. Måske lidt ekstremt, når jeg normalt ikke løber, men jeg har hverken haft ondt i benene eller andre steder, og med den ekstreme uge, jeg havde i sidste uge, så tænkte jeg at en løbetur ikke var verdens dårligste idé. Jeg kunne selvfølgelig også bare cykle, det ved man da i hvert fald hvad er, og det har jeg endnu ikke fået men af.

Hvis og hvis og hvis og hvis – min røv er absolut ikke spids. Men jeg kommer i hvert fald aldrig op, hvis jeg ikke går i seng, så min rant slutter her, og så må jeg forsøge at skabe lidt ro i det der hoved, der arbejder på højtryk det meste af tiden. Måske giver jeg endda et fingerpeg om hvad det lige er, jeg skriver på. Måske. Jeg kan intet love.

Reklamer

Om unsent

Twentysomething. Woman.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Sig noget

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s